Country Living-redaktører vælger hvert produkt, der er fremhævet. Hvis du køber fra et link, tjener vi muligvis en provision. Mere om os.
Mit fulde navn er Sara Kathryn, men det har aldrig betydet meget for mig. Jeg er opkaldt efter oldemødre, sort-hvide ansigter, jeg har set på fotos, men hvis historier jeg aldrig havde hørt. Ud over deres navne vidste jeg næsten intet om oldemor Sarah og oldemor Katie, ikke engang hvor de kom fra.
Når jeg som barn fik tildelt klasseprojekter, der krævede mig at spore mit slægtstræ, ramte jeg altid snubleblokke. "Hvor er vi fra?" Jeg spurgte mine bedsteforældre.
Min bedstefar, en jovial tandlæge med en forkærlighed for kornede vittigheder og bolo-bånd, var karakteristisk optimistisk. På dette spørgsmål forhindrede han dog: "Vi er jødiske," svarede han. Hver gang.
”Men bedstefar,” insisterede jeg, ”Det er ikke et sted. Hvor er vi fra?"
På trods af mine protester gav han mig aldrig andet svar. Det var alt, hvad der var der.
Stadig længtes jeg efter at vide mere om min familiehistorie og hvilke historier vores rødder fortalte. Jeg havde aldrig nogen mening om, at mine bedsteforældre holdt hemmeligheder; Jeg regnede ganske enkelt med, at de ikke kunne fortælle mig om vores familiehistorie, fordi de ikke vidste det.
Da mine bedsteforældre døde, frygtede jeg, at muligheden for at lære vores historie var evigt tabt - men livet har en sjov måde at afsløre sine hemmeligheder på, bare når du har brug for dem mest.
Mens jeg gik gennem deres ejendele efter min bedstemors begravelse, gjorde min onkel en forbløffende opdagelse: I en fil med gamle dokumenter, han fandt kopier af mine bedsteforældres fødselsattester, som bar deres forældres fulde navne - inklusive min bedstefars mor.
Vi vidste alle, bedstemor Katie var emigreret fra et sted i det tidligere Sovjetunionen, men det var det alle vi vidste det. Hun talte begrænset engelsk, og ingen, min bedstefar inkluderede, vidste endda ikke hendes pigenavn. Men der, på et gulningstykke papir, der var gemt i en skuffe i alle disse år, var hendes fulde navn: Katie Roskin.
Erhverv: husmor
Fødested: Rusland
Min familie sad sammen i en bedøvet stilhed. At lære oldemor Katie's efternavn føltes som startstykket i et puslespil, som vi var sikre på, at vi aldrig ville løse. Jeg tog fotos af fødselsattesterne og vendte hjem til Google, og søgte efter ældgamle indvandring poster, der kan indikere, når Katie og hendes mand, Joe, kom til dette land - eller, endnu vigtigere, hvor de kom fra.
Desværre havde jeg ikke held - men snart i en handling af tilfældighed eller velsignelse afslørede en anden hemmelighed sig selv. En uge efter min bedstemors død kontaktede en fjern fætter os for at fortælle, at han sporer vores families slægtsforskning som en del af hans speciale.
Denne fætter havde oversat et brev skrevet til oldemor Katie i 1935 af sin mor; det havde længe været i besiddelse af en slægtning, der ikke kunne læse det. Det oversatte brev afslørede mange detaljer om Katiees liv. Det fortalte os, at hendes efternavn havde været Suraksi, ikke Roskin, før hun emigrerede. Det fortalte os, at hendes mor, Chana, levede i fattigdom i en lille polsk by ved navn Knyszyn. Det fortalte os navne på andre slægtninge og afslørede, at Katies bror før krigen var indvandret til Argentina.
Og selvom det ikke sagde det, fortalte det implicit os, at også vores familie delte den tragiske historie, som så mange jøder kan fortælle: Chana og hele hendes familie blev bortset fra Katie og hendes bror formodet for at være blevet myrdet i Holocaust.
En senere e-mail fra denne nyopdagede fætter bekræftede, at han for nylig havde talt med Katie's nevø, 82 og boede i Buenos Aires, som bekræftede, at resten af familien var blandt Knyszyns 2.000 myrdede jøder.
Som en amerikansk jøde uden kendskab til mine forfædre, har jeg altid været et skridt fjernet fra Holocaust. Jeg har kendt smerter og tristhed ved at være nedstammet fra et folk, der engang var målet for folkedrab, og uden nogen kendt familie, jeg har gået gennem Holocaust-museet med tårer ind mine øjne. Jeg har sørget over dem, der ikke efterlod nogen for at sørge over dem. Men til tider har jeg følt mig skyldig over min sorg: Hvem er jeg, der føler sådan en sorg, når jeg ikke har nogen personlige forbindelser?
Nu ved jeg. Min familie døde også i Holocaust. Blandt disse navnløse ansigter og disse uidentificerede numre var mine virkelige slægtninge, hvis blod jeg bærer.
Det ændrer mig ikke. Jeg forbliver forbundet med alle dem, der blev myrdet og føler fortsat, at jeg også er deres familie. At have en individualiseret forbindelse til Holocaust gør mig ikke på en eller anden måde mere jødisk - og alligevel føler jeg mig mere komplet ved at kende detaljerne i min egen families historie, frygtelig, selvom de måske er. Nu, når jeg går gennem Holocaust-museet eller ser på Schindlers liste, Jeg ved endeligt, at mit eget kød og blod også døde der. Denne historie er ikke kun teoretisk; det er også personligt.
Min far døde, da jeg var ung, så jeg har ingen viden om hans familiehistorie; så det at lære alt dette om min mors familie var virkelig det eneste stykke familiehistorie, jeg nogensinde har afsløret, hvilket gjorde det meget vigtigere for mig.
Jeg vil sandsynligvis aldrig vide meget mere om min familie, men disse stykker er nok for mig. Mit navn har aldrig betydet meget for mig - indtil nu. Jeg håber, at jeg er værdig til at bære mine oldemødre navne og bære deres blodlinjer.
Relaterede historier: • Det tog min mor 50 år at tale om hendes Holocaust-oplevelse• Min bedstefar ville have skudt mig: At lære om en families nazistid• Hvordan en togbillet fra 1856 løste min families største historie